Forbrugervalg 2025

Fra den 1. - 14. december 2025 afholder NFS A/S Forbrugervalg for at finde 2 bestyrelsesmedlemmer og suppleanter til vores datterselskabers bestyrelse. Her kan du læse, hvordan du kan stille op som kandidat, rettigheder og krav til valgbarhed m.m.

I perioden den 1.-14. december 2025 er der valg til af forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer til NFS-koncernens datterselskaber, hvor der skal vælges to bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter.

De valgte bestyrelsesmedlemmer tilbydes at blive et medlem af bestyrelsen i NFS Renovation A/S’ bestyrelse.

På siden kan du læse mere omkring tidsplan for valget, hvordan du melder dig som kandidat, kriterier til valgbarhed, rettigheder og opgaver som bestyrelsesmedlem osv.

Sådan foregår valget

Alle myndige personer i husstande indenfor NFS’ forsyningsområde har mulighed for at stemme.

Valget foregår elektronisk via NFS’ hjemmeside. Linket til selve stemmeplatformen offentliggøres, når kandidaterne er godkendt.

Har du ikke mulighed for at stemme elektronisk, kan du henvende dig i administrationen på Gasværksvej 2, 5800 Nyborg og få udleveret stemmeseddel for afgivelse af brevstemme.

Bemærk venligst, at brevstemmer skal afleveres hos NFS efter afgivelse af stemmen.

Sådan melder du dig som kandidat

Du kan stille op som kandidat til Forbrugervalget 2025, hvis du opfylder kravene til at være valgbar som kandidat. Du kan læse om kravene under feltet “Valgbarhed” længere nede på siden.

Opfylder du kravene, er der endnu en ting, du skal være opmærksom på. For at kunne stille op, skal man have 10 stillere. Dvs. der er 10 individer, der skal støtte din kandidatur. Alle 10 skal være bosiddende i Nyborg Kommune på det tidspunkt, de skriver under som stiller.

Du kan finde en stillerliste længere nede på siden.

Bemærk venligst, at hver stiller ikke kan underskrive dokumentet digitalt. Arket skal være underskrevet med fysisk underskrift.

Herefter skal du sende en mail til forbrugervalg@nfs.as.

Den mail skal indeholde:

  • Udsagn at du gerne vil stille op som kandidat til forbrugervalget 2025 – som bestyrelsesmedlem og suppleant
  • Underskrevet og udfyldt stillerliste
  • Et billede af dig
  • Kort introduktion af dig som kandidat med begrundelse af motivationen bag dit ønske om at blive bestyrelsesmedlem

Du kan også sende din ansøgning via et brev.

Brevet skal rettes til:
NFS A/S
Gasværksvej 2
5800 Nyborg.

Deadline
Deadline for melding som kandidat er 6. oktober 2025 kl. 12.00. På det tidspunkt skal din ansøgning senest være NFS i hænde.

Bemærk at billedet af dig vil blive publiceret på vores hjemmeside, på stemmesedler og stemmeplatformen.

Herefter gennemgår vi din ansøgning. Hvis du godkendes som kandidat, får du besked senest 6. oktober 2025.

Forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmers rettigheder, pligter og ansvar

Arbejdet i bestyrelsen
Arbejdet i bestyrelsen er en kollektiv opgave, uanset hvorledes de enkelte bestyrelsesmedlemmer er valgt eller udpeget. Det enkelte bestyrelsesmedlem skal til enhver tid loyalt varetage NFS Vand A/S, NFS Varme A/S, NFS Renovation A/S og NFS Spildevand A/S’ interesser. Uanset om et bestyrelsesmedlem er valgt af forbrugerne eller udpeget af på anden særlig måde, kan bestyrelsesmedlemmet ikke i sit bestyrelsesarbejde forfølge eksempelvis egne eller forbrugernes sær- interesser. Bestyrelsesmedlemmer må ikke tilgodese eksempelvis leverandører, kunder, kreditorers eller debitorers særinteresser i deres bestyrelseshverv.

Bestyrelsens ansvar og opgaver

Bestyrelsens rettigheder, opgaver og ansvar er fastsat i NFS Vand A/S, NFS Varme A/S, NFS Renovation A/S og NFS Spildevand A/S’ vedtægter og i selskabslovgivningen. Bestyrelsesmedlemmer (herunder forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer) skal bl.a.:

  • Varetage NFS Vand A/S, NFS Varme A/S, NFS Renovation A/S og NFS Spildevand A/S’ interesser.
  • Varetage den overordnede og strategiske ledelse og sikre en forsvarlig organisation af NFS Vand, NFS Varme A/S, NFS Renovation A/S og NFS Spildevand A/S’ virksomhed.
  • Påse, at bogføringen og regnskabsaflæggelsen er tilfredsstillende.
  • Påse, at der etableres procedurer for risikostyring og interne kontroller.
  • Påse at bestyrelsen løbende modtager fornøden information om NFS Vand A/S, NFS Varme A/S, NFS Renovation A/S og NFS Spildevand A/S’ finansielle forhold.
  • Påse, at direktionen udøver sit hverv på en behørig måde og efter bestyrelsens retningslinjer.
  • Påse, at kapitalberedskabet er forsvarligt.
  • Afstå fra at deltage i behandling af sager, hvori vedkommende har en særinteresse (habilitet).
  • Iagttage tavshedspligt om sin viden fra bestyrelsesarbejdet.

Det enkelte bestyrelsesmedlem kan blive holdt personligt erstatningsansvarligt for tab, som bestyrelsens handlinger eller undladelser påfører NFS Vand A/S, NFS Varme A/S, NFS Renovation A/S, NFS Spildevand A/S eller andre, hvis bestyrelsen ikke varetager sine opgaver forsvarligt.

Forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmers rettigheder
Forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer har samme rettigheder som de øvrige bestyrelsesmedlemmer. Det betyder, at forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer bl.a. har:

  • Ret til at indkalde, møde og tale på bestyrelsesmøder.
  • Stemmeret på lige vilkår med de øvrige bestyrelsesmedlemmer.
  • Ret til at få sin mening ført til referat.
  • Adgang til at gennemgå internt materiale.
  • Ret til samme bestyrelseshonorar som den øvrige menige bestyrelse.
  • Ret til samme valgperiode.

Forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmers forpligtelser og ansvar
Forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer har samme forpligtelser og samme ansvar som de øvrige bestyrelsesmedlemmer, herunder:

  • Samme tavshedspligt i forhold til at videreformidle oplysninger omfattet af tavshedspligten til udenforstående, herunder til forbrugerne.
  • Samme strafferetlige og erstatningsretlige ansvar uden hensyn til manglende sagkundskab eller bestyrelseserfaring.

Forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer er valgt af forbrugerne og kan dermed ikke afsættes af generalforsamlingen. Forbrugerrepræsentanterne kan dog til enhver tid selv vælge at fratræde.

Øvrige rettigheder og forpligtelser
Bestyrelsen skal ved en forretningsorden træffe nærmere bestemmelser om udførelsen af bestyrelsens hverv, fx frister for indkaldelse, udsendelse af materiale, kommunikation m.v. Forretningsorden kan indeholde rettigheder og forpligtelser, som bestyrelsen er blevet enige om skal gælde for bestyrelsens samarbejde. Bestyrelsen kan dog ikke i forretningsordenen ændre bestyrelsesmedlemmers rettigheder og forpligtelser, der følger af NFS Vand A/S, NFS Varme A/S, NFS Renovation A/S og NFS Spildevand A/S’ vedtægter.

Valgret

Du kan læse om, hvilke betingelser der er for, at du kan stemme til Forbrugervalget 2025.

2.1. Stemmeberettiget til forbrugerrepræsentationsvalget i Selskaberne er:

  1. a) Enhver fysisk person, der er over 18 år og ikke er under værgemål efter værgemålslovens §§ 5 eller 7, som har folkeregisteradresse på eller er ejer af en ejendom i Selskabernes forsyningsområde og som aftager vand-, spildevands-    eller varmeforsyningsydelser til eget forbrug.
  2. b) Enhver juridisk person som aftager vand-, spildevands- eller varmeforsyningsydelser til eget forbrug i selskabernes forsyningsområde.

2.1.1. Stemmeberettigede forbrugere kan maksimalt afgive én stemme hver, uanset hvor mange målere denne råder over.

2.1.2. Hvis der er flere fysiske personer over 18 år, jf. pkt. 2.1, litra a, som har samme folkeregisteradresse i Selskabernes forsyningsområde, kan samtlige udøve sin stemmeret.

2.1.3. Juridiske personer skal inden for egne tegningsregler afgøre, hvilken fysisk person, som kan udøve stemmeretten.

2.1.4. Stemmeret kan ikke udøves ved fuldmagt.

Valgbarhed

Du kan læse om, hvilke betingelser du skal opfylde for at kunne stille op som kandidat.

De valgte bestyrelsesmedlemmer tilbydes at blive et medlem af bestyrelsen i NFS Renovation A/S’ bestyrelse.

3.1. Enhver fysisk person, der er myndig og ikke under værgemål eller samværgemål efter værgemålslovens §§ 5 og 7, er valgbar til Selskabernes bestyrelse, uanet om den pågældende aftager forsyningsydelser fra Selskaberne.

3.2. Det er en betingelse for at stille op som kandidat til forbrugerrepræsentationsvalg, at kandidaten ikke har ubetalte regninger til Selskaberne, herunder (misligholdte) betalingsaftaler om restancer på forfalden gæld og krav, som er overdraget til SKAT.

3.3. Det er en betingelse for at stille op som kandidat, at kandidaten anbefales af 10 fysiske personer (stillere), som er myndige, er forbrugere i Selskabernes forsyningsområde, og som ikke tilhører kandidatens husstand. Anbefalingen skal ske skriftligt til Selskaberne med angivelse af stillernes navne, adresser, telefonnummer og underskrifter. Ingen stiller må anbefale mere end én kandidat.

3.4. Det er en betingelse for at stille op som kandidat, at kandidaten kan betegnes som uafhængig af Nyborg Kommune og selskaberne i Nyborg Forsyning koncernen.

Kandidaten må ikke:

1) være eller inden for de seneste 5 år have været medlem af direktionen eller  ledende medarbejder i Nyborg Forsyning koncernen,

2) inden for de seneste 5 år have modtaget større vederlag fra Nyborg Forsyning koncernen i anden egenskab end som medlem af det øverste ledelsesorgan,

3) repræsentere eller have tilknytning til Nyborg Kommune,

4) inden for det seneste år have haft en forretningsrelation med Nyborg Forsyning  koncernen, som er væsentlig for selskabet og/eller forretningsrelationen,

5) være eller inden for de seneste 3 år have været ansat eller partner i samme    selskab som Nyborg Forsyning

3.5 Meddelelse om kandidatur som forbrugervalgt bestyrelsesmedlem i Selskabernes bestyrelse samt de i pkt. 3.3 nævnte anbefalinger, skal fremsendes til Nyborg Forsyning & Service A/S Gasværksvej 2, 5800 Nyborg og skal være Nyborg Forsyning & Service A/S i hænde senest 4 uger inden den første dag, der kan afgives stemme.

3.6 Hvis der ved udløbet af den i pkt. 3.5 nævnte frist kun er anmeldt 2 kandidater, betragtes kandidaterne som valgt uden afholdelse af valg, såfremt kandidaterne opfylder betingelserne i pkt. 3.1-3.3. Hvis der opstiller færre end 2 kandidater, som opfylder betingelserne i pkt. 3.1-3.3, aflyses valget og der udskrives nyt valg, der skal afholdes indenfor 3 måneder.

3.7 Er der anmeldt færre end 4 kandidater, justeres antallet af suppleanter, jf. 1.3, i overensstemmelse hermed.

3.8. Såfremt der ikke inden udløbet af den i pkt. 3.5, nævnte frist er anmeldt nogen kandidater, aflyses den planlagte valghandling og der annonceres en udskydelse af det tidligere annoncerede valg på www.nfs.as og i lokale medier. Det udskudte valg afholdes i henhold til nærværende regulativ og fastsættelse af ny valgperiode og offentliggørelse heraf skal ske senest 3 måneder efter udløbet af pkt. 3.5.

3.9. Selskabernes daglige ledelse er ansvarlig for at undersøge om en kandidat opfylder betingelserne for valgbarhed.

Stillerliste

Valgregulativ

Har du nogle yderligere spørgsmål er du velkommen til at kontakte:

  • Adm. direktør Erik Hansen på telefon 24 42 25 35
  • Bestyrelsesformand Martin Huus på telefon 21 33 24 41
  • Cecilie Enevoldsen på telefon 63 31 50 31

En del af din hverdag!

 Nyborg Forsyning er en attraktiv arbejdsplads der beskæftiger 60 medarbejdere,
og servicerer over 19.000 kunder hver dag.
Vores mission er at levere sikker og bæredygtig forsyning til kunderne.
Som arbejdsplads lægger vi vægt på gensidig respekt og et positivt menneskesyn, der bygger på åben og ærlig dialog.

 

Piktogrammer for nem sortering

Vidste du, at vi bruger de samme piktogrammer til affaldssortering, som flere og flere producenter trykker på deres emballage?
Vi gør det nemmere at sortere i din hverdag!

Få en gratis sms

Vidste du, at vi sender sms-besked ud når skraldemanden kommer? Du kan tilmelde dig her på siden.
Vi gør det nemmere at få besked i din hverdag!

Høj fødevaresikkerhed for drikkevand

Vidste du at Nyborg Forsyning analyserer vandet mindst 1 gang om måneden og overholder alle krav om fødevaresikkerhed?
Vi sikrer dig høj vandkvalitet i din hverdag!

Fjernvarmen er grøn

Får du fjernvarme fra Nyborg Forsyning, så er 96 % overskudsvarme fra byens produktionsvirksomheder.
Du får mere grøn energi i din hverdag!

Spildevand og vilde blomster

Vi bi-drager med vilde blomster, når vores grønne områder bliver til vild natur for at give plads til bier og sommerfugle.
Vi giver dig mere vild natur i din hverdag!